1920 1980 MG 1179
16/08-2022

Musikhuset fylder 40 år: rekordsalg, stor fejring og nyt program

Musikhuset Aarhus inviterer til fødselsdagsfest og ekstraordinært fede liveoplevelser med sit nye jubilæumsprogram for efteråret. Det sker på ryggen af et rekordhøjt billetsalg.

Musikhuset Aarhus er i god form, når huset i denne måned fylder 40 år. Det bliver markeret med udendørs folkefest, fødselsdagsfestival og en flot udstilling med billeder fra fyrre år med fede liveoplevelser. I dag lancerer Musikhuset et ambitiøst og omfattende jubilæumsprogram for efteråret.

”Musikhusets runde fødselsdag falder på et tidspunkt, hvor folk køber billetter til Musikhuset som aldrig før. De seneste fire måneders billetsalg har været rekordhøje. Derfor glæder det mig, at vi kan præsentere et forrygende jubilæumsprogram og fejre fødselsdagen og livemusikken med hele byen”, siger Jan Christensen, der er direktør i Musikhuset.  

Alle arrangementerne i det omfattende jubilæumsprogram bliver offentliggjort i dag på Musikhusets hjemmeside, og sæsonmagasinet rammer 147.000 østjyske postkasser de kommende dage.

”Vi giver sommeren et musikalsk boost med tre markante fødselsdagsfejringer med masser af dygtige kunstnere og tusindvis af glade gæster. Og så præsenterer vi et ambitiøst og attraktivt jubilæumsprogram med store musicals, klassiske verdensstjerner og et hav af koncerter med stærke danske og internationale kunstnere. Jeg mener virkelig, at fødselsdagsprogrammet appellerer til, at vi alle kan få dækket vores sult efter suveræne liveoplevelser igen”, siger Musikhusets kunstneriske chef, Jeppe Uggerhøj.

Stor fødselsdagsfejring

Der er tre ekstraordinære oplevelser i vente i august måned, hvor Musikhuset fylder 40 år. På selve fødselsdagen den 27. august holder Musikhuset et brag af en endagsfestival. Under titlen Life is Live Festival summer alle husets sale af fed musik, og det er endda til 80’er priser. Oplev blandt andre Carl Emil Petersen, Ane Brun, Efterklang, Pernille Rosendahl, Soleima, Velvet Volume og Blaue Blume.

Musikhuset er gået sammen med Music City Aarhus 2022, SPOT Festival og Aarhus Festuge om at skabe en unik oplevelse for aarhusianerne og byens gæster ved den uofficielle åbning af Festugen. Det legendariske aarhusband GNAGS med energiske Peter A.G. i front inviterer musikalske legekammerater med på scenen til et brag af en festugeåbning den 25. august.

Endelig kan alle gæster i Musikhuset opleve en spektakulær udstilling med udvalgte billeder fra Musikhusets historie. Udstillingen kommer til at gå fra gulv til loft på ”Strøget” i Musikhuset. Leonard Cohen, Sting, The Beach Boys, Tina Turner, Elton John, Placido Domingo, Liza Minelli, Ray Charles, Herbie Hancock, Stan Getz, Kim Larsen og Victor Borge er blot et lille udpluk af internationale stjerner, som har stået på scenen. Det er billeder fra de koncerter sammen med massevis af lokale og nationale helte, du kan opleve i stort format i Musikhuset.

Store stjerner og musicalhit

Efteråret byder også på en musical ud over det sædvanlige. Susanne Biers kærlighedsdrama bliver forvandlet til en forrygende musical med musik af bykongen Thomas Helmig. Den Skaldede Frisør The Musical har fået suveræne anmeldelser og til oktober står Silas Holst, Maria Lucia, Niels Olsen og Bodil Jørgensen i front, når musicalen indtager scenen i Store sal. Samtidig er salget af næste års musicals, Pretty Woman, Hair og Margrethe også startet.

Musikhuset har proppet programmet med danske og internationale stjerner. Efteråret byder på spændende møder med Lisa Ekdahl, Gregory Porter, Marcus Miller, Jimmy Carr, Tower of Power, Nils Frahm, Thomas Helmig, Anne Linnet, Benjamin Hav og Mads Langer. Publikum kan også glæde sig til at opleve de største internationale stjerner indenfor klassisk musik. Daniel Barenboim gæster Symfonisk sal med sit orkester Statskappelle Berlin, og Ray Chen byder i selskab med New York baserede The Knights på et nyskabende møde med klassisk musik.

Blockbusterfilm smelter sammen med livemusik, når vi forvandler Store sal til Danmarks største biograf. Aarhus Symfoniorkester leverer musikken live, når Musikhuset præsenterer to storslåede filmkoncerter med Star Wars og Harry Potter. 

Danmarks første og Nordens største musikhus

Den 27. august 1982 blev Musikhuset Aarhus indviet som det første musikhus i Danmark og det største i hele Norden. I 2007 blev huset udvidet til at rumme et musikkonservatorium, et børneteater og særlige rammer for symfonisk musik, kammermusik og rytmisk musik. Det har siden dannet skole for opførelsen af danske musikhuse og begejstret danskerne med en perlerække af de største nationale og internationale stjerner. I dag afholder Musikhuset 1.500 arrangementer hvert år for op mod en million besøgende. I løbet af de fyrre år har mere end 150.000 kunstnere og 20 millioner gæster besøgt Musikhuset Aarhus.

Udvalgte højdepunkter fra jubilæumsprogrammet

  • 40 år med fede liveoplevelser, Udstilling i Musikhuset, åbner 25. august
  • GNAGS’ Aarhus-historie, 25. august
  • Life is Live Festival, 27. august
  • Star Wars Return of the Jedi filmkoncert med Aarhus Symfoniorkester, 1.-3. september
  • Lisa Ekdahl, 16. september
  • Kentaur med Dansk Danseteater, 21. september
  • Ane Høgsberg, 30. september
  • Mads Langer med kæmpe kor, 2. oktober
  • Teitur, 5. oktober
  • Vinden i Piletræerne, 9. oktober
  • Pierre-Laurant Aimard, Leonie Sonning Prisvinder 2022, 9. oktober
  • Marcus Miller, 15. oktober
  • Generalprøven - musikalsk talkshow med Anne Linnet, Mikael Bertelsen og The Antonelli Orchestra, 18. oktober
  • Generalprøven - musikalsk talkshow med Thomas Helmig, Mikael Bertelsen og The Antonelli Orchestra, 19. oktober
  • Jimmy Carr, 21. oktober
  • Nils Frahm, 21. oktober
  • Tower of Power, 22. oktober
  • Lydmor, 27. oktober
  • Den Skaldede Frisør The Musical, 28. oktober-13. november
  • The Knights med Ray Chen, 29. oktober
  • Fodbold, fodbold, fodbold med Det Kongelige Teater, 12. november
  • Gregory Porter, 14. november
  • Staatskapelle Berlin med Daniel Barenboim, 18. november
  • Benjamin Hav, 19. november
  • Dreamers Circus, 4. december
  • Danish Music Awards Jazz, 7. december
  • Nøddeknækkeren med Den Kongelige Ballet og Aarhus Symfoniorkester, 29. & 30. december
  • Harry Potter and the Prisoner of Azkaban in Concert med Aarhus Symfoniorkester, 19.-21. januar
  • Rite of Spring med Quorum Balletten, 23. januar
Pressebilleder
Størrelse: 5616 x 3744 Filtype: jpg
Download
Størrelse: 5782 x 3860 Filtype: jpg
Download
Størrelse: 4802 x 3196 Filtype: jpg
Download
Størrelse: 2362 x 1401 Filtype: jpg
Download
Størrelse: 1500 x 2000 Filtype: jpg
Download
Størrelse: 2048 x 1365 Filtype: jpg
Download
Kontakt

Thomas Jensens Allé

8000 Aarhus C

Tlf.: 89 40 90 00

musikhusetaarhus@aarhus.dk

 

Musikhusets åbningstider

Hold dig opdateret

#musikhusetaarhus #musikhuset #lifeislive

Forstærk kontraster
Læs mere
Der er ingen resultater som matcher denne søgning. Søgning fejlede